fredag den 6. april 2018

Museum Obscurum på Falster

Et varulvefoster, et vampyrhoved, et drageskelet og mange andre mærkelige og dunkle sager på museum! Utroligt, men sandt. Det drejer sig om udstillingen Museum Obscurum (omtrent: »det dunkle museum«) på museet Falsters Minder i Nykøbing.

Kasse brugt i forbindelse med studiet af varulve indeholdende bl.a. et varulvefoster i sprit - eller hvad? (Billedet er lånt fra hjemmesiden til Falsters Minder.)

Hvad er det dog for noget? Ifølge Falsters Minder er der tale om en hidtil ukendt samling af rariteter eller kuriositeter indsamlet af Cornelius S.C. Rödder på hans mange rejser. På museets hjemmeside står Rödders leveår ikke anført, og jeg noterede det ikke, da jeg besøgte udstillingen, men han skulle have levet fra engang i anden halvdel af 1700-tallet til omkring midten af 1800-tallet. Museet har genskabt hans studerekammer med flotte montrer, der dækker hele den ene væg; men der er også nogle tilstødende rum, hvor man finder Rödders mere dunkle samling, som han for en stor dels vedkommende havde købt af den engelske forsker Thomas Theodore Merrylin, hvis samling findes i London. Det er i disse rum, man finder de indledningsvis nævnte »genstande«.

Falsters Minder antyder dog, at ikke alt nødvendigvis er sandt, og opfordrer de besøgende til at være kritiske og spørge sig selv, om dette nu kan passe. Det antydes fx, at ikke alt i Rödders samling nødvendigvis er ægte, og det siges, at man ikke ved, om Rödder selv troede på det hele eller bare kunne lide at vise det frem (se museets pressemeddelelse). Jeg begav mig på opdagelse i Museum Obscurum, og her er nogle af mine indtryk fra den mærkelige verden, jeg trådte ind i – fortalt tro mod museets egne oplysninger:

Først blev man præsenteret for gruens, skrækkens, magiens og sagnvæsnernes verdener ikke mindst i fiktion som film, computerspil og romaner. En stemningsfuld og dunkel præsentation med alt fra plakater for afskyelige amerikanske splatterfilm og angiveligt ægte optagelser af bankeånders aktivitet over Harry Potters verden til citater fra klassiske gyserromaner som fx Mary Shelleys Frankenstein. (Hvad et patineret maleri af områdets tidligere biskop D.G. Monrad havde at gøre i denne sammenhæng var i sig selv lidt af en gåde. Måske synes man, at alt, hvad der har at gøre med kirken i gamle dage, er lidt uhyggeligt? Måske sættes der lighedstegn mellem kristendom og vampyrbekæmpelse?) Fra begyndelsen gøres den besøgende altså opmærksom på, hvorledes det okkulte og overnaturlige er knyttet til fiktionen; og måske kan den besøgende også skænke det en tanke, hvorfor så mange overhovedet drages af ikke bare det uhyggelige, men også af det ligefrem afskyelige og ondskabsfulde.

Efter at være gået igennem et par gamle slidte stuer med tarokkort og ouija-bræt kom man frem til Rödders (genskabte) studerekammer: Et stemningsfuldt rum fyldt med mystiske sager. Et ægte raritetskabinet med montrer, hvori man så gamle sager som middelalderlige nøgler, segl, en lang narhvaltand, et skildpaddeskjold, en udstoppet alligator og gipskopier af både Gunhild-korset og en olifant mm. Tankerne ledtes hen på den kendte tegning af Museum Wormianum, Ole Worms kunstkammer. På bordet lå Cornelius Rödders håndskrevne testamente samt nogle noter og tegninger, han havde gjort sig i forbindelse med nogle studier over gamle ægyptiske sager, som han havde fået tilsendt.

Et af panelerne kunne åbnes – og dér, bagved, gik en trappe nedad mod en endnu mere mystisk samling: Rödders Museum Obscurum. Uden at afsløre for meget for den, der selv vil opleve udstillingen og lade sig overraske, kan det afsløres, at der fandtes en benrad af et barn mærkelig derved, at hovedskallen havde, hvad der lignede gevirer. Teksten afslørede, at skelettet var blevet fundet på en for mig ukendt halvø et eller andet sted (se også museets hjemmeside), og at det dér var blevet æret eller dyrket af de lokale, som havde kaldt det ved et navn, som kan oversættes til »skovbarnet« (pga. de trælignende gevækster på hovedet). Museumsteksten afslørede, at barnet, der måske var dødfødt, kunne have lidt af en sjælden, men ikke ukendt sygdom, hvis navn jeg har glemt. Altså et mærkeligt fund med en naturlig forklaring.

Det såkaldte skovbarn i Museum Obscurum (billedet er lånt fra hjemmesiden til Falsters Minder.)

Et skilt oplyste om, at Rödder på et af sine besøg i London havde mødt den excentriske engelske samler Merrylin, hvis fantastiske samling af legemlige rester af såkaldt overnaturlige væsner åbenbart var så stor, at han også havde kunnet afse nogle eksemplarer til Rödder, for de udgjorde størstedelen af dennes samling i Museum Obscurum.

Næste rum indeholdt resterne af en grav med et helt menneskeskelet, hvor hovedet dog var blevet skilt fra kroppen og anbragt mellem benene; desuden tydede tilstedeværelsen af to pæle på, at vedkommende var blevet anset for at være vampyr og derfor havde fået hovedet skilt fra kroppen og var blevet gennemboret af egepæle. Denne skeletgrav var vist ikke overtaget fra Merrylins samling.

Det var vist heller ikke de langskaftede støvler fra Krenkerup på Lolland, som Palle Rosenkrantz havde gået i, ikke bare da han var i live (1587-1642), men også da han sidenhen hjemsøgte godset.

Fra Merrylins samling stammede til gengæld en varulv i fuld figur! En ung hun-varulv, der tilsyneladende var død af sult. Her må også nævnes en gammel trææske indeholdende sager med forbindelse til varulveforskning, som var udstillet. I den sås bl.a. et glas med et varulvefoster i sprit. En planche berettede, hvordan varulve var virkelige væsner, som var beslægtet med mennesker; der skulle altså ikke være tale om overnaturlige væsner (altså mennesker, der forvandler sig), men om en ukendt eller måske snarere uerkendt art.

Jo længere man bevæger sig ind i udstillingen, des mere udfordres ens vante forestillinger. I det inderste rum sås indtørrede lig af feer i små udstillingskasser af træ med glaslåg. De stakkels væsner havde fået deres vinger sømmet fast til bunden, som også sommerfuglesamlere gør med deres fangne eksemplarer. I samme rum så man et indtørret vampyrhoved (nosferatu) samt mere, som jeg ikke skal afsløre her. Blot vil jeg sige, at et eksemplar af selve Necronomicon – den kendte grimoire, som forfatteren H.P. Lovecraft så flittigt har henvist til i sine okkulte romaner også var udstillet.

Sandt eller falsk? Løgn og latin! Det hele? Eller hvad? Det er naturligvis den slags, som den besøgende forventes at spørge sig selv om. En ganske usædvanlig udstilling for et dansk museum, som da også modtog Fornyelsesprisen netop af den grund; en pris, som blev uddelt på messen ’Historiske dage’ i København (som jeg i øvrigt besøgte, hvilket man kan læse om her).

Fornyende og spændende, ingen tvivl om det. Men igen: Hvad er op og ned i denne historie? Museet selv leverer ingen svar overhovedet. Og så må man jo selv gå dybere ind i sagen – så hvis man ikke vil have afsløret noget, men selv vil opleve udstillingen med uhildet blik, bør man ikke læse videre!

Det meste er ganske enkelt usandt – hvad de fleste nok allerede har gættet... Men hvor meget? Vampyrerne, varulvene, feerne, skovbarnet og alt, hvad der stammer fra Merrylins samling, er kunstigt skabt (samt Necronomicon, der jo selvfølgelig er en fiktiv bog opfundet af Lovecraft selv). Det ville de fleste nok have gættet. Men ikke desto mindre kunne disse genstande jo godt have indgået som en del af Rödders samling. At skabe den slags sære væsner, for at de skal ligne ægte naturhistoriske mærkværdigheder, er jo ikke noget nyt. Tænk bare på det væsen, et uhyre med syv hoveder, som blev anledning til trætten mellem Tordenskiold og hans senere banemand, Staël von Holstein. Et uhyre, som vitterlig fandtes, men som var kunstigt, hvilket den svenske lærde Carl von Linné havde fastslået. Men det var (for sin tid) dygtigt gjort – ligesom fe-mumierne i Museum Obscurum.

Men også her må der meldes pas: Disse eksempler fra Merrylins samling indgik faktisk slet ikke i Rödders samling. Det viser sig nemlig ved nærmere undersøgelse, at Merrylin er en opdigtet person, og alle »væsnerne« i hans samling er ikke bare kunstige, de er også skabt lang tid efter hans påståede levetid. De er nemlig skabt af kunstneren Alex CF, der har moret sig med at opdigte en hel historie om Merrylin og hans samling (se fx hjemmesiden 'Snopes'). Mange af genstandene skal forestille at være knyttet til Merrylins videnskabelige indsamling og studie af disse fantastiske væsner, og der opnås således en fascinerende effekt, hvor videnskab og overtro synes at gå hånd i hånd – ganske som ved karakteren doktor van Helsing i irske Bram Stokers roman Dracula (fra 1897). Og altså lige så fiktivt.

Selve »samlingen« af disse flot udførte væsner er en del af en større samlet fiktion, idet Alex CF optræder som kurator og fastholder, at han har fundet disse gamle sager, og at Merrylin er en historisk person (se hjemmesiden 'Merrylin Cryptid Museum'). Ikke bare de kunstfærdigt udførte varulve mv. er Alex CF’s kunstværker, nej, man må opfatte det sådan, at hele den samlede fiktion og dens opretholdelse sammen med alle figurerne udgør et samlet kunstværk.

Heller ikke Cornelius Rödder er en virkelig person. Han er sikkert opdigtet på Falsters Minder efter inspiration fra Merrylin-universet – og det er hans samling også. Det ene fiktive univers opbygges ved reference til det andet; ikke bare ved henvisning til Merrylin, men jo også ved henvisning til Necronomicon. Merrylin-museet henviser allerede til Cornelius Rödder… (se på Alex CFs "blog" 14/10 2017).


En af feerne i Merrylins samling; lignende kan ses i Museum Obscurum i Falsters Minder (billedet er lånt fra 'Merrylin Cryptid Museum'.)

Alt dette er måske interessant derved, at det på en sofistikeret måde sætter spørgsmålstegn ved begreber som sandhed og virkelighed på mange planer. Og at en fiktion opbygges og gøres mere spændende ved en stædig insisteren på at være virkelig er ikke noget nyt. Tænk på Stokers roman Dracula, som hævder at være en samling breve og dagbogsoptegnelser; eller den amerikanske film The Blair Witch Project (fra 1999), som synes at være (og blev præsenteret som) en samling af fundne optagelser, klippet sammen til en film, men ellers uredigerede. Den norske film Trolljegeren (2010) benytter sig i høj grad af samme teknik.

Det er heller ikke i sig selv forkert at et museum tager sagnvæsner og overtro op; ja, selv grænselandet mellem viden og usikkerhed, sandhed og tro kan et fordomsfrit museum tage op. Udstillingen på Falsters Minder kan på sin vis minde om en udstilling om sagnvæsner og kryptozoologi, som Zoologisk Museum i København havde engang i anden halvdel af 1990’erne, ja, Museum Obscurum er for så vidt flottere og mere dragende, end udstillingen på Zoologisk Museum var. Til gengæld gik Zoologisk Museum, så vidt jeg husker, mere videnskabeligt til værks: Til trods for at man havde udstillet en »udstoppet enhjørning« og skelettet af en »havfrue«, så blev den besøgende ikke ladt i tvivl om, hvad der var sandt og falsk, eller om hvad der var dokumenteret og udokumenteret. Og på den måde var det frisk, at Zoologisk Museum turde komme ind på emnet kryptozoologi, som, så vidt jeg husker, blev behandlet seriøst, og altså på en sådan måde, at den besøgende aldrig var i tvivl om, hvad sagkundskaben anså for sikkert, usikkert eller ligefrem falsk.

Og det er det, der gør udstillingen Museum Obscurum noget problematisk, for her tages den besøgende ikke ved hånden, men overlades til sig selv i Rödders fiktive verden. Og der er den væsentlige forskel mellem nogle af de nævnte fiktioner som Dracula og Trolljegeren og så Museum Obscurum, at Falsters Minder er et seriøst museum (traditionelt var det egnshistorisk, men nu lægges der op til skiftende særudstillinger); museet er en del af Museum Lolland-Falster og er således en del af de danske historiske og arkæologiske museer, hvor de besøgende kan gå hen for at få viden om fortiden. I modsætning hertil er Merrylin-samlingen privat. Og Stokers roman bar tydeligt forfatternavn, så læseren på trods af romanens indre påstand om ægthed ikke kunne være i tvivl om, hvilken slags litteratur han sad med; det samme gælder filme som The Blair Witch Project og Trolljegeren m.fl.

Med andre ord: Kan et historisk museum med den myndighed og det ansvar, som det nu engang har, tillade sig at præsentere en falsk historie og nogle falske genstande, som om de var sande? Jeg finder det problematisk.

Jeg havde egentlig forventet, at man efter at have set udstillingen ville blive præsenteret for en slags facit-liste, men det er netop, hvad museet ikke vil give, hvilket jeg ikke kan se meningen med. Forklaringen er vel, at man ikke vil ødelægge illusionen, og at man vil insistere på, at den besøgende selv skal tænke over, hvad der er sandt, og hvad der er falsk. Men denne insisteren er der flere problemer forbundet med, og de går alle tilbage til den kendsgerning, at man ikke alene ved tanken kan afgøre, hvad der er sandt eller falsk, for tanken må trække på en vis viden.

Nok kan de fleste vel regne ud (eller se), at disse væsner er kunstigt skabte og ikke virkelige. Men kan alle regne det ud? Der er også børn, der besøger museet. De vil måske tro på noget af det og får ikke efterfølgende at vide, at det ikke er sandt. Også visse voksne er måske rede til at tro på noget af det. For det er jo ikke kun vampyrer, der er udstillet, men også andre måske mere tilforladelige genstande. Nogle kunne måske tro på historien om »skovbarnet«, der jo nok virker mystisk, men forklares med videnskabelige termer. Pseudo-videnskabelige naturligvis, men kan man forvente, at alle kan gennemskue det? Husk, at de ophængte plancher ikke har Rödder eller Merrylin som afsender, men museet selv; de taler altså med en vis myndighed. Og der er trods alt mange mærkelige sygdomme i den virkelige verden, som man sjældent hører om – så hvorfor ikke denne lidelse, som »skovbarnet« angiveligt skulle have haft? Og andre kunne måske tro på andre dele af udstillingen.

Museet har følt sig tilskyndet til at appellere netop til folks tvivl og mistro i tider, der siges at være præget af falske nyheder og falske påstande, men netop på den baggrund finder jeg det ærligt talt risikabelt at benytte sin myndighed som museum til at videreformidle falske oplysninger uden efterfølgende korrektion. Jeg finder det problematisk, at museet ikke påtager sig et ansvar for oplysninger om troværdigheden af det udstillede. Og der er jo flere lag af dette, for det er som sagt ikke bare vampyren og varulven, der er falske, men også historierne om Merrylin og Rödder. Men hvor mange opfanger det? Jeg ved, at ikke alle gør; heller ikke alle, der har fået en omvisning i udstillingen.
Selv den mest skeptiske kunne med andre ord få den forkerte opfattelse, at der vitterlig havde været en mand til ved navn Rödder, som havde ejet disse sager, og selvom denne skeptiske besøgende måske nok kunne regne ud, at disse figurer af vampyrer mv. i samlingen var falske, kunne han alligevel godt tro, at det var ægte museumsgenstande, altså genstande, der havde været i Rödders eje og siden var tilfaldet Falsters Minder. Men også det er jo usandt.

I øvrigt er der en del spændende og kuriøse, men ganske virkelige, museumsgenstande blandt de falske; her tænker jeg fx på shaman-staven og Palle Rosenkrantz’ støvler; men når museet ikke hjælper den besøgende med at skelne det falske fra det sande, så kan det ske, at den besøgende i en overkritisk stillingtagen også affejer de virkelige genstande som fup og svindel. Men Rosenkrantz’ støvler er jo ægte museumsgenstande, og de har vitterlig denne spøgelseshistorie knyttet til sig fra gammel tid. Det har museet altså ikke opfundet. Og selv ville jeg gerne vide mere om graven med det afhuggede hoved: Er det sandt eller falsk? Det er jo ingenlunde usandsynligt, at et lig er blevet behandlet på denne måde for at undgå gengangeri eller lignende, hvilket der er flere eksempler på; fx Bockstensmanden fra 1300-tallet, som kan ses på Varberg museum. Det ville jeg gerne vide noget mere om, og jeg synes egentlig, at museet skylder at fortælle det; umiddelbart må jeg jo være tilbøjelig til at afskrive også det som noget konstrueret, men der kunne jo sagtens ligge en virkelig og spændende historie bag.

Det er såmænd forfriskende, at et museum har lavet en udstilling som Museum Obscurum (så længe det er en undtagelse og ikke griber om sig), men det er efter min mening en fejl, at museet ikke tager sin myndighed alvorligt og også giver de besøgende en forklaring. Et historisk museum har (endnu da) en stor myndighed i folks øjne, når der berettes om fortiden eller kulturhistorien, og den kan ikke gemmes bort for en stund med henvisning til, at folk selv skal være kritiske; for de fleste vil tro, at de kan have tillid til selve udstillingen alene af den grund, at det er et museum, der huser den. Altså vil de fleste nok tro på selve rammen om udstillingen (historien om Rödder osv.). De mange forvrængede og bevidst løgnagtige historier om vores fortid, som breder sig ikke mindst på nettet, imødegås vel bedst ved saglighed snarere end en almen opfordring til at være kritisk, for man kan jo være kritisk på så mange måder, også ved at være kritisk over for den »officielle« udlægning og i stedet vælge at tro på obskure skrøner. En udstilling der, som denne, bevidst viderebringer usande skrøner for at få folk til at skærpe deres kritiske sans kan altså komme til at virke mod sin hensigt, når den ikke, efter den besøgende har været gennem udstillingen, konfronterer ham eller hende med virkeligheden og spørgsmålet om, hvor meget de egentlig troede på.

Falsters Minder risikerer med Museum Obscurum at blive reduceret til at være en del af Alex CFs kunstværk, hvori en insisteren på, at fiktionen ikke er en fiktion, men virkelighed, er et væsentligt led. Et museum derimod bør ikke opretholde en fiktion; en aprilsnar er også kun god, hvis den bliver afsløret bagefter.