fredag den 6. april 2018

Museum Obscurum på Falster

Et varulvefoster, et vampyrhoved, et drageskelet og mange andre mærkelige og dunkle sager på museum! Utroligt, men sandt. Det drejer sig om udstillingen Museum Obscurum (omtrent: »det dunkle museum«) på museet Falsters Minder i Nykøbing.

Kasse brugt i forbindelse med studiet af varulve indeholdende bl.a. et varulvefoster i sprit - eller hvad? (Billedet er lånt fra hjemmesiden til Falsters Minder.)

Hvad er det dog for noget? Ifølge Falsters Minder er der tale om en hidtil ukendt samling af rariteter eller kuriositeter indsamlet af Cornelius S.C. Rödder på hans mange rejser. På museets hjemmeside står Rödders leveår ikke anført, og jeg noterede det ikke, da jeg besøgte udstillingen, men han skulle have levet fra engang i anden halvdel af 1700-tallet til omkring midten af 1800-tallet. Museet har genskabt hans studerekammer med flotte montrer, der dækker hele den ene væg; men der er også nogle tilstødende rum, hvor man finder Rödders mere dunkle samling, som han for en stor dels vedkommende havde købt af den engelske forsker Thomas Theodore Merrylin, hvis samling findes i London. Det er i disse rum, man finder de indledningsvis nævnte »genstande«.

søndag den 1. april 2018

Mod museumsgenstandenes hegemoni

Udviklingen inden for museumsverden har længe bevæget sig bort ikke bare fra faste udstillinger, men også fra genstandstunge og begivenhedsfattige udstillinger. Samtidig har bevægelsen gået mere og mere i retning af samfunds- eller samtidsrelaterede udstillinger. Der er desuden fokus på besøgstal og underholdning, mens der spares på genstandsbevaring. Den traditionelle fortælling af en fælles historie – lokal eller national – er på vej ud. 

Det er dyrt at bevare museumsgenstande, og folk gider angiveligt ikke at se på dem. I stedet for en kedsomhedsknap kunne man måske helt undvære genstandene - så stod man også mere frit i forhold til selv at skabe vor tids tolkning af historien. (Billedet er fra den gamle udstilling på Ebeltoft museum.)

En grund er, at mange åbenbart finder museer kedelige, slet og ret. Længe har man derfor forsøgt at gøre udstillingerne mere spændende med færre genstande, flere virtuelle virkemidler, mere interaktivitet, flere computere mv. Det seneste trin i denne udvikling er kedsomhedsknappen på Nationalmuseet, hvor de besøgende (mest børn, tænker man sig) kan trykke på en stor fristende knap, lige så snart genstande og plancher mister deres greb om den enkeltes opmærksomhed. Museet opfattes per definition som kedeligt.