tirsdag den 24. oktober 2017

Flensborg - fra dansk til tysk

Flensborg er som bekendt en gammel dansk by, og de fleste husker nok også, at der var noget med, at Danmark måske kunne have fået Flensborg hjem ved genforeningen i 1920 – men altså ikke fik det. De, der så niende afsnit af ’Historien om Danmark’ i fjernsynet, så i hvert fald, hvordan den såkaldte påskekrise udløstes af spørgsmålet. Det skete, da kong Christian X afsatte ministeriet Zahle, fordi statsministeren ikke ville udskrive folketingsvalg, så det kunne blive afklaret, om regeringen havde vælgernes støtte til sin politik, som gik ud på at afvise at få mere af Sønderjylland end den nordligste afstemningszone (1. zone), hvor der samlet set havde vist sig dansk flertal. Når spørgsmålet syntes aktuelt, var det, fordi der var en forhåbning om, at Danmark kunne blive tilbudt Flensborg, selvom 75,2% af de afgivne stemmer her var blevet afgivet for Tyskland. (Jeg har tidligere skrevet en artikel om ’Det radikale Venstre og Sønderjylland indtil Genforeningen i 1920’ i kulturtidsskriftet Nomos.)

Dansk plakat fra folkeafstemningen i Sønderjylland i 1920 til brug i 2. zone, først og fremmest Flensborg, hvis hustage ses på tegningen. Den flotte og enkle fremstilling af Dannebrog, der daler ned over Flensborg på afstemningsdagen, den 14. marts, taler sit tydelige sprog. Men Flensborg fik ikke dansk flertal. Dog stemte 28% af de fastboende for Danmark. Uenigheden om, hvorvidt Danmark skulle tage imod Flensborg, hvis verdenskrigens sejrherrer skulle tilbyde Danmark byen, førte til ministeriet Zahles afskedigelse. Man vil bemærke, at teksten er på tysk, hvilket var ganske naturligt, da Flensborg i lange tider havde været overvejende tysksproget; også dengang der endnu var dansk flertal i byen. (Plakaten er lavet af kunstneren Harald Slott-Møller og er her lånt fra de digitale samlinger ved Det kongelige Bibliotek.)

Med kongens handling sikredes vælgerne mulighed for at tage stilling, og Zahles parti, Det radikale Venstre, fik ved valget en afklapsning, idet dets mandattal i folketinget faldt fra 33 til 17, og Danmark fik i stedet en regering af Venstre-folk med Niels Neergaard som statsminister; en regering, der ville stille sig positiv, hvis Danmark skulle få tilbudt noget mere af Sønderjylland end 1. zone – som fx Flensborg. Men Danmark fik aldrig tilbudt mere end Sønderjyllands nordligste afstemningszone (når der ses bort fra bittesmå lokale grænsereguleringer).

Men hvorfor var Flensborg så vigtig? Hvorfor forventede man at få byen tilbudt? Naturligvis var Flensborg Sønderjyllands største by, men også byens lange danske historie spillede ind.

Flensborg havde oprindeligt, dvs. fra grundlæggelsen i højmiddelalderen (med købstadsrettigheder fra 1284), haft en dansktalende befolkning. Med tiden skiftede et flertal af indbyggerne dog – under århundredernes tyske påvirkning i det selvstændigt administrerede sønderjyske hertugdømme – til tysk talesprog. Men byen forblev dansksindet. I 1800-tallet havde Flensborgs borgerskab nok helst været fri for den strid mellem dansk og tysk, som den slesvig-holstenske bevægelse langsomt fik fremprovokeret efter Napoleonskrigene, men da den ikke kunne fortrænges, holdt et flertal af borgerne fast ved kongen og ved Danmark. Der var ingen tvivl om, at Flensborg under Treårskrigen var en dansksindet by, på samme måde som der ikke var megen tvivl om, at Slesvig var en by med slesvig-holstenske sympatier (en god oversigt over den danske bevægelse i Flensborg og omegn leverer Hans Schultz Hansen i Danskheden i Sydslesvig 1840-1918).

Man så altså det for mange udenforstående påfaldende, at de fleste af Flensborgs borgere talte tysk, samtidigt med at de fleste var loyale over for Danmark.

Ved det første omfattende valg efter 1864 i den nu prøjsiske del af Sønderjylland (nemlig valget til den grundlovgivende forsamling for Det nordtyske Forbund den 12. februar 1867) viste der sig dansk flertal i Flensborg: 52,5% af stemmerne i byen faldt på den danske kandidat (jeg har kort omtalt valget i en tidligere optegnelse). Det var et valg, hvor der var en for den tid temmelig udbredt stemmeret, og både samtiden og eftertiden tolkede valget som en national meningstilkendegivelse, som vel at mærke kom på et tidspunkt, hvor Prøjsen havde lovet, at de nordlige områder af det prøjsiske Sønderjylland skulle få lov til at vælge, hvilken stat de ville tilhøre. Selvom valget ikke officielt handlede om dette, var valget en national styrkeprøve, og Flensborg havde bekendt kulør og stemt dansk.

De politisk aktive danske kredse i Sønderjylland satte i 1867 mest ind på de to nordligste valgkredse (1. og 2.) samt den vestlige (4. kreds), da de på forhånd havde afskrevet muligheden for at opnå valg i den sydøstlige (3. kreds), som da også havde været det område, hvor de slesvig-holstenske sympatier havde ytret sig kraftigst, og som havde en næsten udelukkende tysktalende befolkning. Hver kreds valgte én kandidat, og i både 1. og 2. var der dansk flertal, og de danske kandidater blev valgt (i almindelighed kan der henvises til bd. V af Sønderjyllands Historie red. af bl.a. Vilh. la Cour). Men derudover viste valget, hvor i landsdelen der var dansk flertal (på tværs af kredsenes grænser). Og Flensborg var altså endnu en del af et sammenhængende nordligt område med dansk flertal.

Valgresultatet 12. februar 1867; hvor de danske kandidater fik flertal, er det markeret med rødlig farve, og hvor de tyske fik flertal, er det markeret med grønt (flertallets størrelse er angivet ved farvens intensitet, jo flere procent, des mørkere). Valget var det første omfattende valg efter de sønderjyske områders indlemmelse i Prøjsen og tillige det første valg, der med nogenlunde sikkerhed gav et retvisende billede af befolkningens sindelag. Bemærk, at der var dansk flertal i Flensborg. (Kortet er udarbejdet af N.A. Klein i 1867 og er lånt fra Det kongelige Biblioteks digitale samling.)

Dette flertal i Flensborg kunne ikke opretholdes i det lange løb, hvilket der var flere grunde til. Ikke alle danske vælgere anså alle valg for nationalt vigtige, hvilket især det tyske socialdemokratiske partis valgdeltagelse skulle afsløre: Mange af Flensborgs arbejdere var danske og stemte dansk i 1867, men flere af dem stemte senere socialdemokratisk, som ved valgene i 1872 og 1877 (hvilket socialdemokraterne i Danmark ligefrem opfordrede dem til). Det betød, at opslutningen til de danske kandidater mindskedes. Sammenhængen var ganske tydelig og er veldokumenteret. Også begivenheder, der syntes at gøre håbet om en fremtidig genforening med Danmark illusorisk, smittede negativt af på de danske valgresultater. Den prøjsiske sejr over Frankrig i 1871 var en sådan begivenhed. Men alt dette betød ikke nødvendigvis permanent frafald fra de danskes rækker, men viste bare, at der var vælgere, der mest sluttede sig til den danske sag, når valgene syntes at være nationalt afgørende.

Dette ses også af, at det danske flertal i Flensborg ikke var borte en gang for alle efter 1871, for da den danske kandidat Gustav Johannsen ved rigsdagsvalget i 1881 genvandt mandatet i 2. kreds, opnåede han også flertal i Flensborg med hele 62,9% af stemmerne. Det skulle dog vise sig at være sidste gang inden 1946, at Flensborg opviste et dansk flertal (om dette se fx SSW. Dansksindet politik i Sydslesvig 1945-1998 af Lars N. Henningsen m.fl.).

Værre end vælgernes vandren frem og tilbage efter forgodtbefindende var fortyskningen af Sønderjylland og myndighedernes forsøg på at knække danskheden, hvilket naturligvis især skete med den såkaldte Köller-politik (opkaldt efter Ernst von Köller, der 1898-1903 var overpræsident i den prøjsiske provins »Schleswig-Holstein«), men som i det hele taget fandt sted med varierende styrke og forskellige midler fra 1871 og frem.

Mest farlig for muligheden for at genvinde et dansk flertal i Flensborg var måske dog den store indvandring, der fandt sted til byen. Byen voksede nemlig temmelig voldsomt efter 1867: I tidsrummet fra 1867 til 1885 steg folketallet med 51%, og fra 1885 og til 1890 steg det yderligere med 10%. En stor del af tilvæksten skyldtes efter alt at dømme indvandrede tyske arbejdere og embedsmænd samt tilvandring fra de sydligste dele af Sønderjylland, hvor flertallet efterhånden var både tysksindet og tysktalende. Selvom der også kom folk til staden fra den danske del af Sønderjylland, kunne det ikke opveje det mere tyske præg, byen med tiden fik.
Flagkamp i Flensborg den 14. marts 1920; her Oluf Samsons Gang, der var en af de gader, hvor de boede mange danske. (Billedet er lånt fra Det kongelige Biblioteks digitale samling.)

Langsomt, men sikkert, krympede det danske stemmetal i Flensborg altså. Men alligevel var 24,8% af de afgivne stemmer ved folkeafstemningen den 14. marts 1920 afgivet for Danmark. Og mere end det: For en del af de stemmeberettigede boede slet ikke i byen, men havde alene fået stemmeret pga. en højst uheldig formulering i fredstraktaten efter Første Verdenskrig; en formulering, der i øvrigt var kommet med ved en fejl, og som tillod alle, der blot var født i afstemningsområdet, at deltage i afstemningen (se den grundige gennemgang ved folketingsmand Holger Andersen i 2. udg. af Slesvig delt... fra 1923). Det fik den helt utilsigtede virkning, at fx en del børn af indvandrede tyske embedsmænd, der i et kortere eller længere tidsrum havde opholdt sig i Sønderjylland på et eller andet tidspunkt siden 1864, fik indflydelse på afstemningen. Og det var ikke så få, der kom tilrejsende sydfra for at påvirke valgets udfald. Og overalt i 2. zone, hvortil Flensborg hørte, påvirkedes stemmetallene derved i tysk retning; afstemningsresultatet giver således ikke et retvisende billede af den hjemmehørende befolknings sindelag i 1920. På den anden side var der ikke et eneste sogn i 2. zone, der ville have haft dansk flertal, selvom disse tilrejsende tyske ikke havde været der. Men i Flensborg var den fastboende befolkning dog en anelse mere dansksindet, end det officielle valgresultat lader ane, for fratrækker man de tilrejsendes stemmer, var der 28% for Danmark, og ikke kun knap 24,8% (bl.a. Troels Fink nævner denne kendsgerning i artiklen ’Flensborg-spørgsmålet i Den nordslesvigske Vælgerforenings tilsynsråd 1918-19’, som findes i Sønderjydske Årbøger nr. 1 1980). Et bedre dansk resultat i Flensborg havde man ikke haft siden rigsdagsvalget i 1884.

Alt dette var baggrunden for, at mange i Danmark mente, at det ville være rimeligt, om Danmark fik Flensborg i 1920 – samt grunden til, at mange også troede på, at det kunne ske. Da Prøjsen i 1864 havde erobret Sønderjylland, havde Flensborg været en dansksindet by, og mange mente ikke, at de mellemliggende 56 års fortyskning af byen burde tillægges for stor vægt. Men det lå ikke i Danmarks magt at bestemme, for sagen blev afgjort af de i krigen sejrende magter – og Danmark blev ikke tilbudt Flensborg. Dertil virkede det tyske flertal for solidt – også selvom 28% af de fastboende havde stemt for Danmark.