tirsdag den 31. oktober 2017

På sporet af en afladshandler

Da man i 1960’erne undersøgte Alstahaug kirke i Helgeland i Norge – der nok er mest kendt som den kirke, hvor salmedigteren Petter Dass havde embede fra 1689 til 1707 – fandt man i en af gravene under gulvet i kirkeskibet en lille sølvdåse med et vokssegl i. Benene i graven viste, at det var en kvinde, der i 1500-tallet var blevet begravet dér på den ikke ringe plads i kirken. Birgitta Berglund har berettet om disse fund og mange andre i sit omfattende værk Alstahaug på Helgeland 1000-1750.
 
En lille sølvæske med et vokssegl fundet i en kvindegrav under gulvet i Alstahaug kirke i Helgeland. Hvilket segl var det? Hvilket dokument havde det været fæstet til? Det viser sig at være seglet til generalkommissæren for afladshandel i Norden, Johannes Arcimboldus, og kvinden må have haft et dyrt afladsbrev med sig i graven, et brev, der nu er ædt af tidens tand. (Foto: Per E. Fredriksen, NTNU Vitenskapsmuseet. Billedet er lånt fra 'Gemini.no'.)

Men hvilket segl var det? Det var noget medtaget og indtørret efter de mange år under kirkegulvet, og det dokument, seglet i sin tid har været fastgjort til, var blevet til intet. Men seglet viste sig ved sammenligning at svare til et andet og mere velbevaret vokssegl – de to var altså et aftryk af samme seglstempel. For det velbevarede segls vedkommende vides det endog, hvilket dokument, det har været fæstet til, og hvis ægthed det altså skulle bevise: nemlig et afladsbrev fra 1518. Altså et afladsbrev udstedt året efter, at den tyske munk Morten Luther (den 31. oktober 1517) slog sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg, de teser, i hvilke han først og fremmest gik voldsomt til angreb på netop kirkens afladshandel. En begivenhed, der anses for at være begyndelsen på reformationen. Men naturligvis stoppede afladshandelen ikke med det samme, det siger sig selv, for reformationen fandt jo først sted i Danmark i 1536 og i Norge i 1537 – og i Sverige allerede i 1527. 

tirsdag den 24. oktober 2017

Flensborg - fra dansk til tysk

Flensborg er som bekendt en gammel dansk by, og de fleste husker nok også, at der var noget med, at Danmark måske kunne have fået Flensborg hjem ved genforeningen i 1920 – men altså ikke fik det. De, der så niende afsnit af ’Historien om Danmark’ i fjernsynet, så i hvert fald, hvordan den såkaldte påskekrise udløstes af spørgsmålet. Det skete, da kong Christian X afsatte ministeriet Zahle, fordi statsministeren ikke ville udskrive folketingsvalg, så det kunne blive afklaret, om regeringen havde vælgernes støtte til sin politik, som gik ud på at afvise at få mere af Sønderjylland end den nordligste afstemningszone (1. zone), hvor der samlet set havde vist sig dansk flertal. Når spørgsmålet syntes aktuelt, var det, fordi der var en forhåbning om, at Danmark kunne blive tilbudt Flensborg, selvom 75,2% af de afgivne stemmer her var blevet afgivet for Tyskland. (Jeg har tidligere skrevet en artikel om ’Det radikale Venstre og Sønderjylland indtil Genforeningen i 1920’ i kulturtidsskriftet Nomos.)

Dansk plakat fra folkeafstemningen i Sønderjylland i 1920 til brug i 2. zone, først og fremmest Flensborg, hvis hustage ses på tegningen. Den flotte og enkle fremstilling af Dannebrog, der daler ned over Flensborg på afstemningsdagen, den 14. marts, taler sit tydelige sprog. Men Flensborg fik ikke dansk flertal. Dog stemte 28% af de fastboende for Danmark. Uenigheden om, hvorvidt Danmark skulle tage imod Flensborg, hvis verdenskrigens sejrherrer skulle tilbyde Danmark byen, førte til ministeriet Zahles afskedigelse. Man vil bemærke, at teksten er på tysk, hvilket var ganske naturligt, da Flensborg i lange tider havde været overvejende tysksproget; også dengang der endnu var dansk flertal i byen. (Plakaten er lavet af kunstneren Harald Slott-Møller og er her lånt fra de digitale samlinger ved Det kongelige Bibliotek.)

Med kongens handling sikredes vælgerne mulighed for at tage stilling, og Zahles parti, Det radikale Venstre, fik ved valget en afklapsning, idet dets mandattal i folketinget faldt fra 33 til 17, og Danmark fik i stedet en regering af Venstre-folk med Niels Neergaard som statsminister; en regering, der ville stille sig positiv, hvis Danmark skulle få tilbudt noget mere af Sønderjylland end 1. zone – som fx Flensborg. Men Danmark fik aldrig tilbudt mere end Sønderjyllands nordligste afstemningszone (når der ses bort fra bittesmå lokale grænsereguleringer).

Men hvorfor var Flensborg så vigtig? Hvorfor forventede man at få byen tilbudt? Naturligvis var Flensborg Sønderjyllands største by, men også byens lange danske historie spillede ind.

søndag den 15. oktober 2017

Dansk og tysk i Sønderjylland omkring 1848

Husker man endnu Danmarks Radios fjernsynsdramaserie ’1864’? Allerede i første afsnit så man en fanatisk skolelærer sige noget til børnene om, at man nok skulle få lært slesvigerne at tale dansk, fordi alle i Danmark skulle tale dansk. Man fik det indtryk, at »slesvigerne« var tyske, og at »Slesvig« var et område, Danmark ville erobre. Det var en af de mange misvisende ting i den serie. Heldigvis råder DR lidt bod på det med sin nye fakta-serie ’Historien om Danmark’. 

Sprogforholdene i det sydlige Sønderjylland omkring 1840. Dansk (den røde farve) var endnu vidt udbredt og gik i midtlandet langt sydpå, mens indbyggerne i Angel var i gang med at foretage et sprogskifte fra dansk til tysk (den orange farve). Denne udvikling var noget forholdsvis nyt, idet angelboerne endnu ved århundredets begyndelse havde været dansktalende (når der ses bort fra Slesvig). En af årsagerne til sprogskiftet var den systematiske undervisning i tysk i den sydlige del af Sønderjylland (syd for den grå streg), som fulgte med skoleloven af 1814, da tysk indførtes som skolesprog i de områder, hvor tysk siden reformationen havde været kirkesprog, hvilket var blevet indført helt uden hensyntagen til folkesproget. - Kirkelandsbyen Fjolde er markeret med en grøn prik (se billedteksten til billedet nederst i denne optegnelse). (Billedet er lånt fra 'Wikipedia' (creative commons); jeg har selv tilføjet markeringen af Fjoldes beliggenhed.)

Når baggrunden for de sønderjyske krige skal trækkes op, er en henvisning til, hvordan Sønderjylland (eller hertugdømmet Slesvig) var delt mellem dansk og tysk, noget ganske naturligt. En sådan forekom også i ottende afsnit af DR’s fjernsynsserie ’Historien om Danmark’. Ganske kortfattet godt nok: Man fik blot at vide, at »halvdelen af indbyggerne er dansktalende« i hertugdømmet Slesvig. Det er heller ikke helt forkert. Men eftersom serien havde forsømt at benytte de tidligere afsnit til at berette om den sproglige og politiske udvikling i Sønderjylland (se fx min kritik i min anmeldelse af afsnittet om senmiddelalderen på Critiques hjemmeside), kom denne tilstand, som egentlig blot var et øjebliksbillede af en historisk udvikling, næsten til at fremstå som en statisk tilstand. Og det er til gengæld forkert. For de sproglige forhold, som de var i tiden op til 1848, afveg på afgørende måde fra tidligere tiders forhold og var en følge af et historisk forløb, hvor dansk var blevet trængt bort af tysk.