lørdag den 30. september 2017

Peder Vinstrup - den sidste danske biskop i Lund

De, der så afsnittet om ’Reformation og renæssance’ i Danmarks Radios fjernsynsserie  ’Historien om Danmark’, blev vidner til, hvordan biskop Peder Pedersen Vinstrups afsjælede legeme blev både afklædt og opskåret, for at de mest intime detaljer om hans krop kunne deles med almenheden, mens der oven i købet blev gjort grin med dem. (Hvornår har man ligget så længe i sin kiste, at ens krop betragtes som offentlig ejendom og respekten for den dermed ophører?) Selvom det alt sammen var begrundet i almindelig nysgerrighed, foregik det naturligvis i videnskabens navn, og det er da også altid spændende at få noget at vide om fortidens mennesker. Men så er spørgsmålet, om seerne egentlig fik så meget at vide om mennesket Peder Vinstrup? Betragter man mennesket som noget rent materielt, så fik man sikkert det meste at vide – han havde både huller i tænderne og havde lidt af forstoppelse – men vanligvis betragtes et rent materielt menneskesyn som netop umenneskeligt, fordi mennesket er så meget mere end sin krop. 

Biskop Peder Pedersen Vinstrups jordiske rester, som i 2013 blev taget ud af deres sarkofag i krypten under Lund domkirke, Vinstrups egen kirke, hvor han var den sidste danske biskop. Peder Vinstrup levede 1605-1679. Han er blevet kaldt såvel forræder som bolværk mod forsvenskningen af Skåne. (Billedet er fra afsnittet 'Reformation og renæssance' i DR's serie 'Historien om Danmark'.)

Seerne fik fx ikke rigtigt svar på, hvem Peder Vinstrup var ud over, at han var dansk biskop i Lund, da Skåne med Roskilde-freden ophørte med at være en del af Danmarks rige, og at han fortsatte som biskop også efter dette. Disse få kendsgerninger kan så danne udgangspunkt for det følgende, for netop dette, at Vinstrup var biskop i Skånelandene i overgangstiden, var naturligvis en prøvelse, og hans handlen har givet anledning til de mest forskelligartede vurderinger af ham rent menneskeligt – af hans person.

Palle Lauring skrev i bogen Danmark i Skåne, der må betegnes som en klassiker, bl.a. følgende (på s. 100): »I Skåne var der ikke nogen front af præster imod det svenske styre. Den vaklede i starten og brød sammen, for biskoppen sveg.« Om biskoppen Peder Vinstrup siger Lauring, at »Han var svensk i den time, nederlaget var en kendsgerning. (…) Således styrtede den mere end 550-årige danske ærkebispestol i Lund sammen i selvudslettelse og forræderi.«

I Dansk biografisk Lexikon (bd. XIX) fra 1905 havde H.F. Rørdam en anden udlægning: Det var mest på overfladen, at Vinstrup føjede de svenske, i virkeligheden arbejdede han for at bevare Skånes danske præg. Rørdam skriver bl.a.: »Det er nemlig kjendeligt, at saa villig V[instrup] end i det hele rettede sig efter den svenske Konges Befalinger, vilde han dog ikke give afkald paa sit Modersmaal, og Haabet om at bevare det som Skaanes Kirke- og Folkesprog har sikkert bidraget meget til, at Præsteskabet under V[instrups] Ledelse paa faa Undtagelser nær, forholdsvis rolig fandt sig i at skifte Herre.«

For så vidt til dels overensstemmende med Laurings udlægning, at Vinstrups holdning smittede af og gjorde overgangen fra dansk til svensk mere gnidningsfri, men dog alligevel en klar opfattelse af Vinstrup som en bevidst forsvarer af det danske sprog.

Knud Fabricius skrev i sit uomgængelige firebindsværk Skaanes Overgang fra Danmark til Sverige også en del om biskop Vinstrup, bl.a. denne lille karakteristik (s. 121f. i bd. II fra 1906): »Man kan ikke komme uden om denne interessante Skikkelse, naar man beskæftiger sig med Skaanes Historie i Overgangstiden. Hans Karakterudvikling i 1660erne viser nye Sider hos ham. Det blev klart, at hans Svenskvenlighed bundede i pur Egoisme, men Traditionens Magt var trods alt stærk i ham, og drog ham til den danske Side. I samme Retning virkede hans Ægteskab 1659 med den dansksindede Dorotea v. Andersen.«

Den seneste indgående behandling af Peder Vinstrup findes i Paul Erik Engelhardts bog Skåne mellem dansk og svensk, der belyser de nationale brydninger i Lund stift og holdningerne hos biskoppen og præsteskabet. Engelhardts betragtning er kort sagt, at Vinstrup for det første fulgte datidens teologi og ideologi, som han nok personligt tilsluttede sig, hvorefter han som biskop var forpligtet til at være sin konge tro – den konge, han var sat under, dybest set af forsynet, og som han havde aflagt ed til. Det var, så snart det danske rige havde afstået Skånelandene til Sverige, den svenske konge. Engelhardt mener for det andet, at Vinstrup ønskede at forblive biskop i Lund, og for det tredje, at Vinstrup forsøgte at bevare det danske sprog i Skåne og den danske kirkeordning. På denne baggrund må Vinstrups handlinger forstås.

Alle bedømmelserne forholder sig på en eller anden måde til Vinstrup i forhold til en dansk-svensk modsætning; noget, nogle givetvis vil affeje som en anakronisme, ud fra en påstand om, at det ikke giver mening at måle biskop Vinstrup (eller hans samtidige) med en national målestok, da der angiveligt ikke fandtes nationale forestillinger i 1600-tallet. Dette er dog ikke ganske sandt, hvilket vi kommer ind på senere. Uanset hvad, er Peder Vinstrup ikke sådan at blive klog på, og der må tolkes og måske endog psykologiseres for at få hans umiddelbart lidt modstridende udsagn og handlinger til at hænge sammen.

Biskop Peder Pedersen Vinstrup levede fra 1605 til 1679. Han var født i København, og var søn af Peder Jensen Vinstrup, der også havde været biskop, men over Sjællands stift. Han blev gravlagt i krypten under domkirken i Lund – hvor han altså lå, indtil man åbnede sarkofagen i 2013 for i 2014 og 2015 at undersøgte liget. Resterne af (den nu afklædte) Peder Vinstrup lagdes tilbage i kisten i Lund domkirke senere i 2015.

Peder Vinstrup (1605-1679) i sine velmagtsdage. Maleriet er samtidigt og findes i Lunds universitet, som Vinstrup var idemanden bag, og hvor han var prokansler 1671-75. En pudsig detalje er, at Vinstrups våbenskjold, som han fik i forbindelse med sin svenske adelstitel i 1658, og som egentlig var bestemt til at være i farverne gul og blå, her ses i farverne rød og hvid! (Billedet er lånt fra Lunds Universitets Magasins hjemmeside, hvor man i øvrigt kan læse mere om undersøgelsen af Vinstrups legeme.)

Lad os først se lidt på noget af det, Vinstrup sagde og gjorde, som tyder på, at han ganske gik i svenskens tjeneste og imod sit (tidligere) fædreland.

Da den sejrrige svenske kong Carl Gustaf den 5. marts 1658 gik i land i Skåne som landets nye herre, blev han på skibsbroen i Helsingborg modtaget af en gruppe af stiftets præster med biskop Vinstrup i spidsen. Denne holdt en meget imødekommende tale på latin. Dette kan synes usmageligt, men er næppe mere usmageligt end Frederik III’s festtaffel for Carl Gustaf på Frederiksborg efter fredsslutningen i Roskilde. Vi ved ikke nøjagtigt, hvad Vinstrup sagde, men en af de andre præsters tale er bevaret, og et af versene deri lyder (i dansk oversættelse, efter Skåne mellem dansk og svensk): »Skåne hilser dig villigt, du storladne konge.« Det var Malmø-præsten, Niels Sørensen, der stod for det digt. Hvad der er interessant er, at digtet siden gav anledning til et spottende moddigt, hvor det tilsvarende vers lyder: »Danmark hilser dig villigt, du troløse digter.« Men uanset hvad, siger situationen ikke så meget andet, end at man har slesket for sejrherren, måske for at stemme ham mildt. Der blev dog ikke forrådt noget eller nogen ved den lejlighed – men kønt er det jo ikke.

Hvad der var langt mere svenskvenligt, var biskop Vinstrups udtalte støtte til den svenske krigsførsel, da Carl Gustaf brød freden og i august 1658 på ny angreb Danmark, nu for at gøre det helt af med det gamle rige. Da skrev biskoppen følgende til svenskekongen: »Den Almectigste Herre Zebaoth og Heerskarers Gud welsigne oc beware Eders kongeli[g] Majestet, oc lycksaliggiøre den fornemme oc højwictig Krigs Expedition, som nu foretages (…) det gandske Rige med underliggende Provincier til sickerhed oc welstand«. (Efter Skåne mellem dansk og svensk s. 90f.)

Og Vinstrup gik videre end dette, idet han også lod seks svenske officerer udruste; men igen stak der noget under, nemlig Vinstrups i den forbindelse udtrykte ønske om, at hans datter, Anna Catharine, og svigersøn, teologen Hans Wandal, der boede i København, måtte blive skånet, hvis det skulle lykkes de svenske tropper at indtage byen. Det hele var altså en slags forsøg på at købe sig til beskyttelse af sin familie ved at vise sit gode sindelag. En senere tid talte i en beslægtet situation om at opnå goodwill, ved slige imødekommende handlinger. Det ændrer selvfølgelig ikke på det indtryk, at Vinstrup ganske havde opgivet enhver troskab mod Danmark, som måtte have været til stede før, men det ændrer måske nok på det indtryk, at han ligefrem begejstret støttede den svenske side – det var måske snarere pragmatisk begrundet og skal til dels ses i lyset af hans vanskelige stilling.

Noget kan altså forklares med, at Vinstrup udadtil smiskede for de svenske for at opnå noget; sådan er Engelhardt løbende tilbøjelig til at tolke Vinstrups gøren og laden. For hans stilling var vanskelig; på trods af alle hans bestræbelser blev han efterhånden betragtet med mistro af den svenske øvrighed. Han blev i 1666 af det svenske rigsråd betragtet som en dårlig svensk (»ilak swensk«) i betydningen: én, der var ildesindet mod det svenske. Rigsrådet, der efter de to Carl Gustaf-krige, ønskede Skånes enhed med Sverige, overvejede derfor, hvorledes man »med god Maner« kunne blive denne danske biskop kvit. Både før og efter blev Vinstrup af de svenske myndigheder set på med mistro og af og til beskyldt for danskvenlighed eller svenskfjendtlighed.

Hvorfor nu det? Ja, det skyldtes delvis, at Vinstrup samtidigt med sin udtalte begejstring for den svenske konge gjorde, hvad han kunne for at fastholde den danske kirkeordning i sit stift. Ved landdagen i Malmø i 1662 havde Vinstrup fx understreget, at kirkeordinansen skulle holdes »stricte« og »punctuellement«. Dette var i overensstemmelse med bestemmelserne i Roskilde-fredens §9, hvorefter alle stænder i de afståede områder skulle »blive ved deres vanlige ret, lov og gamle privilegier og friheder«. Skånelandene skulle altså bestå som en slags danske lande inden for Sveriges grænser. Men det stred mod de tanker om uniformitet og i sidste ende forsvenskning, som svenskekongen og rigsrådet ønskede – og med tiden fik igennem.

Vinstrup fastholdt det danske sprog i kirken og gjorde tilsyneladende, hvad han kunne, for at kun danske præster fik embeder. Han pressede således på for, at ikke bare præster født i Skånelandene skulle få embeder, men også præster, der var født vest for Øresund; altså sådanne som i svenske øjne var udlændinge. Vinstrup argumenterede for, at de havde opholdt sig i Skåne, da landsdelen blev svensk, og det lykkedes ham vitterlig at få nogle af dem ansat på trods af de svenske myndigheders mistro og modvilje. Flere fremtrædende svenske, som fx selveste generalguvernøren over de erobrede landsdele, Gustaf Otto Stenbock, og landshøvdingen over Christiansstads len, Magnus Durell, ønskede og anbefalede, at der blev indsat præster »af svensk nation« eller »indfødte svenske«, som det formuleredes, men i de tilfælde, hvor biskoppen havde indflydelse, skete det kun sjældent. Efter alt at dømme blev der i Skåne kun ansat fem svenske præster, og i hvert fald højst otte (nogle af tilfældene er usikre), i hele tidsrummet mellem 1658 og 1676, hvor der var præsteskifte 78 gange. I Blekinge blev der i samme tidsrum kun ansat een svensk præst, og han blev muligvis indsat af regeringen. I Halland var der i samme tidsrum 49 præsteskifter, hvorved fem svenske blev ansat (yderligere syv er usikre), mens resten var danske (herunder altså indfødte). I et tilfælde, i Kærstrup, truede Vinstrup ganske vist med at ville indsætte en svensk præst, hvis ikke menigheden ville vælge en af de kandidater, han havde foreslået (og som altså ikke var svenske); men det var netop ment som en trussel, og fra svensk side tog man ham det meget ilde op, at en svensk præst således skulle være noget, man truede folk med!

Allerede den 3. april 1658, kort efter at Skånelandene var kommet under svenskekongen, holdt Peder Vinstrup en ligtale over adelsmanden Tage Thott, der blev begravet fra Skt. Petri kirke i Malmø. Der var flere svenske adelsfolk til stede, og hvad de har tænkt, er ikke godt at vide, for talen var bemærkelsesværdig nationalt set. Vinstrup sagde om Tage Thott, at »hand døde i den rette Tid (…) at hand icke med Harm oc Bedrøfvelse skulde se sit kiere Fædernelands Elendighed« (efter Skåne mellem dansk og svensk s. 97). Vinstrup sagde videre, at Thott var lykkeligere end Mattathias i Første Makkabæerbog (en af Det gamle Testamentes apokryfer), for denne måtte opleve sit folks fordærvelse og se landet blive givet i fjendens hånd – men det slap Thott altså for. Egentlig ret stærke og måske ligefrem modige ord; indirekte sammenlignes Danmarks skæbne med Israels, og det svenske herredømme over Skåne med seleukiderne, der skændede templet i Jerusalem.

Her i Skt. Petri kirke i Malmø holdt biskop Peder Vinstrup en ligtale over adelsmanden Tage Thott ikke så lang tid efter, at Skåne var blevet overdraget til Sverige. Talen er bemærkelsesværdig, fordi Vinstrup så tydeligt omtalte landets skæbne som noget forfærdeligt; ja han sammenlignede med seleukidernes erobring af Israel og skænding af jødernes tempel, hvilket man vil huske førte til makkabæer-opstanden. - Skt. Petri kirke var i øvrigt en slags søsterkirke til domkirken i København; så hvis man vil vide, hvordan den så ud, inden briternes bombardement i 1807, bør man besøge Skt. Petri i Malmø. (Dette billede af Skt. Petri er stillet til rådighed af TripAdvisor.)

Sagen er altså ikke så enkel. Engelhardt betragter biskop Vinstrup som et bolværk mod forsvenskningen (se også hans artikel i Ale nr. 4 2000 s. 3-8 for en kortere fremstilling af hans vurdering). Men når man ser, hvor vidt Vinstrup i enkelte tilfælde gik i sine forsøg på at tækkes den svenske øvrighed, bliver det alligevel vanskeligt helt at give Engelhardt ret. I et brev af 26. april 1659 til den øverstbefalende for de svenske tropper i Skåne foreslår Peder Vinstrup, at den indfødte befolkning flere steder ved de skånske og blekingske kyster skulle forflyttet til Sverige. Det drejede sig om Barsebæk, Lumme, Limhavn, Skanør, Falsterbo, Trelleborg, Ysted, Åhus og Bodekul. Vinstrup fandt det fornødent, »at indfødde svenske hereffter boe oc besidde bemelte steder ved søekantene, hvorimode de skaanske, som nu boe derpaa, kunne giffues gaarde udi Sverrig at besidde, de svenske hidned fløttendis indvoner forlade.« (Efter Skåne mellem dansk og svensk s. 115f.) En ren befolkningsudskiftning altså!

Baggrunden var ganske vist, at kystbefolkningen havde vist sig at være upålidelig for de svenske, nemlig i forbindelse med Malmø-sammensværgelsen i 1658-1659 under Anden Carl Gustaf-krig, samtidig med den svenske belejring af København. Omfanget af sammensværgelsen og kontakterne mellem borgere i Skåne og danske tropper rystede de svenske, men den blev dog afsløret, inden det var lykkedes at overrumple og befri Malmøhus, som meningen havde været. Lederen var en borger i Limhavn ved navn Bartholomæus Mikkelsen, og han, og to andre af sammensværgelsens ledende mænd, blev den 22. december 1659 halshugget på Stortorvet i Malmø (hvor man i dag ser en mægtig rytterstatue af Carl Gustaf). I sammensværgelsen deltog to præster, men Peder Vinstrups forbøn reddede dem fra samme skæbne. De slap i stedet med bøder og landsforvisning (de tog til Sjælland). Vinstrup kunne altså have brug for lidt mere goodwill hos den svenske konge, der var irriteret over hans forbøn for præsterne, og Engelhardt synes at mene, at hans forslag om befolkningsudskiftning er tilstrækkeligt forklaret dermed. Men her er det svært at følge Engelhardt; den sag er for alvorlig til, at man kan rubricere det hele sammen med smiger, slesken og almindelig loyalitet, især fordi Vinstrup fremkom med forslaget uden tvingende grund. Der var vel andre måder hvorpå han kunne have søgt kongens gunst end ved at forråde bønder og borgere i stiftet. Her synes netop ordet »forråde« at være på sin plads.

Billedet af biskop Peder Vinstrup er og bliver broget.

Nu er det, at nogen måske vil indvende, at sagen er enkel, fordi der dengang ikke fandtes nationalbevidsthed eller fædrelandskærlighed, men alene loyalitet over for ens konge, hvorfor Vinstrup naturligvis var loyal over for den svenske konge; men en sådan indvending kan kun skyldes ukendskab til tidens andre vidnesbyrd, der vrimler med tale om de indfødte i Skåne som én nation og de svenske som en anden, samt ofte forekommende tale om kærlighed til fædrelandet, om dansk eller svensk sind, osv. Det går igen, at danske antages at være tro mod Danmark, herunder Skånes indfødte befolkning; det var jo netop derfor, at Vinstrup foreslog at udskifte dem med indfødte svenske!

Der er egentlig ikke meget, der tyder på, at den mest almindelige opfattelse i tiden skulle være den, at man som noget selvfølgeligt kun var loyal over for den konge, man nu engang havde (eller havde fået). Ideologien om den absolutte kongetroskab synes snarere at være en ny ideologi, der var ved at skubbe ældre tiders forestillinger om dansk og svensk, som noget der var knyttet til landene og de historiske fællesskaber, til side.

Ved landemodet den 27. april 1658, som var det første, efter at Skåne var kommet under den svenske konge, holdt Peder Vinstrup en tale, der er bemærkelsesværdig. På et tidspunkt sagde han (oversat til dansk fra latin): »Det ville for os have været det mest ønskelige til det sidste åndedrag at adlyde vor tidligere konges højlovede magt, hvis det havde behaget Gud. (…) For naturligvis er gnisterne fra det tidligere undersåtforhold endnu ikke aldeles slukket i os, og de bør ikke nogensinde slukkes.« (Efter Skåne mellem dansk og svensk.) Her afsløres tre ting: For det første at Vinstrup grundlæggende snarere tænkte i troskab mod kongen end mod nationen eller fædrelandet, for det andet at han opfattede det som Guds vilje, at Skåne nu ikke længere var dansk, og for det tredje at han trods dette havde en følelse for den gamle kongemagt – og ønskede at bevare denne »gnist«.

I samme landemodetale afslørede Vinstrup et indgående kendskab til Jean Bodin; den teoretiker der med værket De la republique var med til at indvarsle den ny tid, hvor kongen sås som suveræn. De deraf følgende tanker om staten synes at kunne findes i de svenske overvejelser om uniformitet og i sidste ende forsvenskning, ligesom også den danske enevælde hentede inspiration hos Bodin.

Så naturligvis kan Vinstrups næsegruse underkasten sig kongen (den til enhver tid siddende) forklares ud fra tanker i tiden, men det er blot vigtigt at forstå, at det ikke var tidens eneste tanker og vel næppe de mest udbredte heller – endnu da. Men antager man, at Vinstrup vitterlig tilsluttede sig Bodins tanker, mens han samtidig oprigtigt ønskede at fastholde Lund stift som et dansk stift med dansk kirkeordning, dansk sprog og danske (altså dansk-skånske) præster – og dermed et forsøg på for kirkens vedkommende at fastholde Roskilde-fredens ord om den vanlige ret og lov – forklarer det meget godt hans tilsyneladende tvetydige fremfærd, der bevirkede, at begge sider kunne se på ham med mistro.

Set fra en bred dansk såvel som fra en mere snæver skånsk synsvinkel gjorde Peder Vinstrup ikke meget godt – men uden ham var forsvenskningen af kirken i Skånelandene ganske givet begyndt tidligere end tilfældet var. Og set fra datiden var hans gerning ikke perspektivløs, for ingen kunne jo vide, hvordan forsvenskningen skulle forløbe. Havde man ikke haft de senere krige som fx Skånske Krig, er det ikke givet, at forsvenskningen var blevet helt så hård og helt så konsekvent gennemført; og var det da lykkedes at fastholde en dansk kirkeordning i Skånelandene, ville en forsvenskning næppe have haft samme succes. Historien har jo mange steder vist, at det kirkesprog, der gjaldt, kunne få stor indflydelse på kulturlivet i det hele taget og på den nationale identitet.

Der er næppe set fra dansk synsvinkel grund til ligefrem at hædre Vinstrup – dertil er forslaget om en dansk-svensk befolkningsudskiftning vel for skrap – men man må alligevel sige, at det mest interessante ved Vinstrup så vist ikke er hans hullede tænder eller forstoppede tarme.