torsdag den 2. februar 2017

Kyndelmisse

»Det er hvidt herude: / Kyndelmisse slaar sin Knude / overmaade hvas og haard«. Sådan synger vi i Steen Steensen Blichers stemningsfulde vintersang. Og i Jeppe Aakjærs mere livlige sang om sneflokke, der kommer vrimlende, afsluttes med konstateringen: »og nu kom Kjørmes-Knud!« De to sange er nok mere end noget andet med til at forme den danske opfattelse af, hvad kyndelmisse er – for »kjørmes« i Aakjærs sang er såmænd bare en folkelig (eller dialektal) måde at sige kyndelmisse på, og kyndelmisse er i øvrigt den danske eller folkelige måde at sige kandelabermesse på, hvilket igen var en oversættelse af messens latinske navn: missa candelarum (se mere i Ordbog over det danske Sprog). Men det vender vi tilbage til, ligesom vi også gemmer det med »knuden« lidt endnu. 

Johan Christian Dahl: Vinterlandskab. Nær Vordingborg (1827). Maleriet kunne godt lede tankerne hen på kyndelmisse. J.C. Dahl var fra Bergen, men var født, da Norge endnu var Danmarks tvillingerige, og han begyndte sin kunstneriske løbebane på Kunstakademiet i København. (Billedet er lånt fra Statens museum for kunst.)

Kyndelmisse forbindes med vintervejr, og det er ikke så sært, for kyndelmisse (som altid er den 2. februar) falder jo ved midvinter, i hvert fald hvis man, som mange gjorde i gamle dage, regner vinteren fra 1. november til 1. maj. Nok var der mange lokale afvigelser fra denne regel (på Langeland sagdes vinteren fx at begynde den 23. november), men det går igen landet over som en tommelfingerregel, at man ved kyndelmisse ikke burde have brugt mere end halvdelen af dyrenes vinterfoder. Den danske præst – og frihedskæmper under svenskekrigene – Henrik Gerner, skriver fx således i sin Rijmstock fra 1670, som var henvendt til de danske bønder:
Naar Kyndelmisse knude
Sin Pose ryste vil
Skal du til Qvæg oc Stude
Halff Foder Haffve stil
Der er mange skikke og varsler knyttet til kyndelmisse, muligvis fordi dagen netop var en milepæl halvvejs i vinteren. Men lad os først vende tilbage til kirkens fejring af dagen i katolsk tid: Dagens messe hed missa candelarum, hvilket betyder kandelabermesse, for på denne dag skulle alle vokslysene til brug i det kommende kirkeår indvies, hvorved dagen blev en slags lysfest. Det var dog ikke dagens eneste navn, for den havde også navn efter Jesu moder, jomfru Maria, eller Marie mø, som hun kaldtes på de nordiske mål i middelalderen; dagen kaldes nemlig også Mariemesse eller Marie renselsesfest, og dagens tekst er Luk. 2, 22-32, hvor Marie for første gang efter at være nedkommet kan komme ind i templet, idet kvinder ansås for rituelt urene i fyrretyve dage efter fødslen. Desuden skulle hvert førstefødte drengebarn velsignes ifølge Moseloven. Derfor er helligdagen for Marie renselse naturligvis lagt nøjagtig fyrre dage efter juledag, og sådan har det været i den katolske kirke i hvert fald siden slutningen af 400-tallet (jf. opslaget ’Kyndelmisse’ i Salmonsens Konversationsleksikon bd. XV). At man har lagt indvielsen af kirkelysene på denne dag er sekundært og kunne i øvrigt tænkes at hænge sammen med dagens tekst, hvor den gamle Simeon kalder Jesus for »Et lys til åbenbaring for hedninger«.

Denne kirkelige baggrund har folkeligt set vist sig i selve navnet kyndelmisse eller kjørmes. Dagen var desuden helligdag helt fra kristendommens indførsel og til den rationalistiske helligdagsreform i Danmark i 1770 (i Sverige kalder de malende deres tilsvarende reform fra 1772 for »den stora helgdöden«).

Men der var nu ikke mange af de folkelige forestillinger og skikke, der knyttede an til det kristelige. Kyndelmisse var nemlig også som så mange af de andre helligdage en milepæl i årets gang og dermed knyttet til det jordnære, især landbruget. Som allerede nævnt var kyndelmisse anledning til at tage bestik af foderet. Men kyndelmisse var desuden en stor festdag, hvilket måske hænger sammen med dens placering midt i vintertiden. Som det er nævnt i et tidligere opslag, sagde man ligefrem:
Ved kørmisse knude
er julen ude,
men ingen kan laste
den, der holder jul til faste.
Selvom julen egentlig var slut, var den det måske ikke helt alligevel? På Fyn skulle skikken med at »banke julen ud«, som andre steder hører til på Knuds dag (den 7. januar), ligefrem have været knyttet til kyndelmisse (se s. 17 i Fynske egnsretter af Lissy Rasmussen)! Det store gilde ved kyndelmisse – kjørmes- eller kørmisgildet – kunne da stå som julens allersidste afslutning. Gildet kunne også godt minde en del om et julegilde med øl og god, fed mad. Også i Helgeland i Norge holdtes der gilde, men det var forbeholdt konerne og hed derfor kjerringjul - navnet kyndelmisse kendes derimod ikke. I øvrigt giver det kirkeligt set god mening at opfatte kyndelmisse som julens udgang, da Marie renselse og Jesu fremstilling i templet jo naturligt afslutter det tidsrum, der indledtes med Jesu fødsel.

Efter 1770 forsvandt disse kjørmesgilder så småningom, men især på Fyn ser det ud til, at de levede videre. Således var det på Fyn skik at spise pandekager til kyndelmisse. Efter gammel skik er der tale om pandekager af bygmel, hvilket mentes at sikre byghøsten. Om dette er nyere folketro, eller om der er tale om noget ældgammelt, hvad man godt kunne tænke, er ikke til at vide. Men skikken er jo ganske behagelig; pandekagerne skulle steges i svinefedt og spises med sirup (se fx denne opskrift på Nationalmuseets hjemmeside, som er magen til den man finder i Fynske egnsretter). Og på Nord-Fyn blev man ved at holde kørmesgilder langt op i tiden, og det helt traditionelt med allermand (d.e. oldermand) og tuden i byhornet; men Fyn var jo i det hele taget et område, hvor de gamle bylav holdt sig meget længe (hvilket fx Thorkild Gravlund er inde på i Dansk Folkekarakter). På hjemmesiden ’nordfynsk.dk’ kan man læse beretninger om disse kørmesgilder i nyere tid.

Hvad der ellers forbandtes med kyndelmisse var især vejrvarsler, og de to sange, vi indledte med, og som alle danske vist kender, viser da også tydeligt, at kyndelmisse regnedes for at være den hårdeste vintertid. Og det er netop, hvad »kjørmes-knud«, »kyndelmisse knude« eller det, at »kyndelmisse slår sin knude«, betyder: At vinteren strenges i tiden omkring kyndelmisse (ikke nødvendigvis på selve dagen).

Et udbredt vers (som findes i Vore gamle kalenderdage af Ruth Gunnarsen) var dette:
Kyndelmisse knude
som vil tude
holder derude
med sine stude
og ryster sine klude,
da er den halve vinter ude.
At Kyndelmisse knude »ryster sine klude« betyder, at det sner; jf. mundheldet: »Kyndelmisse Knude / Holder derude / Med sine hvide Stude« (som J.M. Thiele gengiver i Danmarks Folkesagn bd. III). Det er også det, Gerner sigter til med ordene om, at kyndelmisse knude »sin Pose ryste vil«.

Kyndelmisse måtte det meget gerne blæse kraftigt, for det betød, at vinterens magt var brudt, og at kulden ikke ville vare så meget længere. Ja, man sagde, at det helst skulle blæse så voldsomt, at »atten kællinger ikke kunne holde den nittende ved jorden«!

Desuden skulle kyndelmisse helst være hvid, for en grøn kyndelmisse ville give en »spids« påske – altså stærk kulde til påske. Og hvis solen skinner, bliver grævlingen bange, når den komme op af sit hul, og så løber den tilbage og bliver der de næste syv uger, for så længe vil vinteren da vare ved. Men er det gråvejr, bliver den oppe, for da vil resten af vinteren blive mild. 



Kommer grævlingen op af sit hul til kyndelmisse og ser, at solen skinner, går den ned igen og bliver der i syv uger - for så længe endnu vil vinteren da vare ved. Men er det gråvejr, bliver den oppe, for da vil resten af vinteren blive mild. Det er et af de mange vejrvarsler, der kan tages til kyndelmisse. I øvrigt er solskin ved kyndelmisse lige siden middelalderen blevet taget som tegn på, at vinteren strenges. (Billedet er lånt fra hjemmesiden 'Naturguide.dk'.)


Denne tro, at solskin ved kyndelmisse varsler vinter, er vidt udbredt og temmelig gammel, idet den i hvert fald går tilbage til katolsk tid. Et latinsk mundheld fra middelalderen kendes nemlig, og det lyder sådan: »Sole micante die purificante / Nix erit major quam ante.« Det betyder, at hvis solen skinner på renselsesdagen, vil der komme mere sne end hidtil.

På Island kendes fra 1800-tallet dette vers.
Ef í heiði sólin sést
á sjálfa kyndilmessu
snjóa vænta máttu mest
maður upp frá þessu.
Altså må man vente sig sne efterfølgende, hvis solen skinner på heden på selve kyndelmisse (verset efter Árni Björnssons bog om High Days and Holidays in Iceland).

Så egentlig var det godt, hvis vinteren var streng, grå og blæsende ved kyndelmisse. Så kunne man nok længes efter våren, men man kunne også håbe, at den ikke var langt borte. Og vintervejr kan man jo tage med godt humør – især hvis man er en af »de smaa Sørene’« – eller får pandekager.