fredag den 27. januar 2017

Danerne og de ældste kilder

Danerne nævnes fra midten af 500-tallet som et af mange folkeslag i Norden. De græske og romerske geografer og historikere havde længe vist interesse for de »barbariske« folkeslag i Nord-Europa (Tacitus’ Germania er nok det mest kendte af disse værker), og på et tidspunkt begynder altså folkenavnet Dani (på latin) eller Δανοι (på græsk) at optræde.

Den gotiske historiker Jordanes skrev sine værker på latin. I Getica, der beskriver goternes historie, omtales øen Scandza i det nordlige hav; »øen« er blevet identificeret med enten Skåne eller den skandinaviske halvø. Her omtales en del folkeslag; tre af dem omtales i sammenhæng, nemlig suetiderne, danerne og herulerne: »suetiderne er kendt for at være større end alle de andre af dette folk, selvom også danerne, der er udgået af deres æt, har fordrevet herulerne fra deres landområde.« (Allan A. Lunds oversættelse i De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie s.284 (med latinsk tekst s. 285). Hele Getica er udgivet med svensk og latinsk paralleltekst (oversat af Andreas Nordin).)

Antikkens geografer havde en vis viden om forholdene i Norden, hvilket denne gengivelse af et af de ptolemæiske kort viser; man er ikke i tvivl om, at det gengiver området omkring det, der senere fik navnet Danmark. Ptolemaios var en græsk geograf, astronom og matematiker, der levede omtrent 100-170, og i værket Γεωγραφικη υφηγησις (en slags geografisk håndbog) samlede han al kendt viden om verden og beskrev beliggenheden af omkr. 8000 steder vha. længde- og breddegrader. Kort som det ovenstående (der er en gengivelse af et kort i håndskriftet Codex Urbinas 82) er tegnet på baggrund af oplysningerne - ja, nogle mener, at enkelte af kortene, som fx det ovenstående, er tegnet af Ptolemaios selv. Det er således Gudmund Schüttes synspunkt fx i artiklen 'Det ptolemæiske Danmarkskort' (i Geografisk Tidsskrift bd. 23, 1915-1916), hvorfra også billedet er lånt. Man vil bemærke, at der på Ptolemaios' tid endnu ikke kendtes noget til en stamme ved navn danerne, men på kortet findes andre også senere kendte folkeslag som fx saxerne og kimbrerne.

onsdag den 11. januar 2017

Niels Ebbesen - en dansk helt

Som jeg har påpeget i min bog Danskhed i middelalderen, har det været en udbredt antagelse, at en dansk nationalbevidsthed skulle være et moderne fænomen. I samme bog påviser jeg dog, at der fandtes en sådan bevidsthed allerede i middelalderen, og at opfattelsen af, hvad det danske er, bl.a. hos Saxo var knyttet til et dansk folk snarere end til kongens rige.
 
Går man – fra Saxo at regne – frem i tiden, finder man også andre vidnesbyrd om en bevidst danskhed; en danskhed, der ikke blot konstitueres af riget, men også af folket. Tag nu fx Jyske Krønike, der ofte beskriver de mange konflikter med fremmede magter, Danmark havde været involveret i, som nationale konflikter.

Niels Ebbesen og hans mænd rider bort fra Randers. Det er ikke kun i moderne tid, at Niels Ebbesens dåd er blevet tolket som et led i en dansk-tysk konflikt. (Tegning af Rasmus Christiansen i Danmarks Historie i Billeder udg. i 1891 af Alfred Jacobsen med tekst af V. Mollerup.)

Jyske Krønike er en af de samtidige kilder, vi har til begivenhederne i årene omkring Niels Ebbesens drab på grev Gert (eller Gerhard) i 1340, idet den menes at være forfattet mellem 1342 og 1346: Jyske Krønike beretter om stridighederne i ganske nationale vendinger. Fx »Så samledes alle jyderne i 1329 til slag ved borgen Gottorp mod grev Gerhard, og dér tabte de på grund af et vist forræderi hos danske, og mange faldt«. Og videre: »Fra da af skabtes tyskernes tunge åg over Danmark« (alle citater fra Jyske Krønike er efter Rikke Agnete Olsens oversættelse). Danske og tyskere som modsætninger; de, der bryder rækken, er forrædere. Det folkelige tilhørsforhold er udgangspunktet. Ja, det siges sågar, at de jyske stormænd, der selv havde fordrevet kong Christoffer, nu kaldte ham tilbage »af had til de tyske«.