tirsdag den 20. september 2016

Sankt Oluf og troldkællingens kældervæg

Hellig Oluf, også kendt som Olav den Hellige, opnåede stor folkelig yndest i Norden i middelalderen allerede fra dens begyndelse. Ja, senere hen vandt denne yndest og dyrkelse endog frem i det nordlige Tyskland; altså var der for en gangs skyld tale om en kulturel og religiøs påvirkning, der gik fra nord til syd.

Denne norske helgenkonges folkelige yndest ses bl.a. af de mange sagn, han optræder i. Det er for længst og ganske givet med rette blevet bemærket, at han i disse folkelige sagn optræder som en slags erstatning for Thor, hvilket nok er en del af forklaringen på den gunst han vandt. I så fald må Olufs udbredelse og opkomsten af i hvert fald nogle af disse sagn gå langt tilbage i tid.

Der er nogle særlige træk ved Oluf i disse sagn, der leder tankerne hen på Thor. Først og fremmest havde Oluf rødt skæg, ligesom Thor. Det er der naturligvis ikke noget sært i, men det bemærkelsesværdige er, hvorledes dette kendetegn er blevet husket i den folkelige overlevering; det er altså blevet tillagt betydning. Desuden optræder Oluf i sagnene som en kæmpe, ja, nærmest en halvgud, mere end en konge, han være nok så hellig. Han kan med sit prægtige skib »sejle« i luften – og gennem klipper og bjerge! Endvidere bærer Oluf sin letgenkendelige »danske økse«, som man gerne kaldte den i vikingetiden; altså en stridsøkse med langt skaft. Det er naturligvis ikke en hammer, men minder måske lidt om. I hvert fald har Oluf, som Thor, sit eget særegne våben med sig til hver en tid. Egentlig er denne langøkse Olufs marterredskab, altså det redskab, der dræbte ham og dermed ophøjede ham til helgenes skare. Endelig, og det er nok det afgørende træk, fremstår han som den store trolde- og jættebetvinger, hvorved han er menneskenes værner mod vildmarkens truende kræfter. Her har han slet og ret overtaget den rolle, Thor før spillede i menigmands bevidsthed.

Sankt Oluf i en senmiddelalderlig dansk fremstilling, nærmere bestemt et kalkmaleri af Isefjordmesteren i Tuse kirke. Oluf ses med sit marterredskab, langøksen, og trædende et uhyre, hedenskabet, under fode. I folkesagnene har han med sit røde skæg og sin evige kamp mod troldtøj været en slags efterfølger til Thor. (Foto: Hideko Bondesen - http://www.nordenskirker.dk.)

torsdag den 15. september 2016

Polske vikinger?

Harald Blåtands vikinger var polske lejesoldater’ hedder den opsigtsvækkende overskrift til en artikel (af Gunver Lystbæk Vestergård) på Aarhus universitets hjemmeside. I underrubrikken står der følgende: »Arkæologer fra Aarhus Universitet kan som en del af et internationalt forskerhold afsløre, at en stor del af Harald Blåtands vikingehær var udlændinge – muligvis fra Polen. Dermed skal nationalmyten om den danske stats dannelse tages op til revision.«

Allerede her blødes overskriftens påstand altså noget op ved brug af ordet »muligvis«; men overskriften, som altså er misvisende, vil jo alligevel være styrende for folks forståelse af artiklen og dens indhold. Det så man, da flere andre, tydeligvis pirret af »sensationen« med de polske vikinger, overtog overskriften og dens påstand (se fx Information). Og selvom artiklen om de polske vikinger er fra 2011, lever dens tolkning videre, senest i en artikel i Weekendavisen (#36 2016, ’Følelser ved fronten’ af Anders Lundt Hansen), hvor det om de krigergrave ved Trelleborg, som det hele drejer sig om, hedder, at de viser, »at krigergrupperne var multietniske.« Det er der slet ikke belæg for at sige, og artiklen fra Aarhus universitet er således et godt eksempel på, hvor vigtigt det er at præsentere forskningsresultaterne sagligt og uden vidtgående slutninger på et spinkelt grundlag og ikke »sælge« dem med iøjnefaldende, men uholdbare, påstande.

En fællesgrav ved Trelleborg på Sjælland; man ser benene af de døde krigere. I 2011 blev tandemaljen fra 48 sådanne vikingetidskrigere undersøgt, og resultatet blev på Aarhus universitets hjemmeside udlagt, som om Harald Blåtand benyttede sig af polske lejesoldater. Denne vidtgående påstand holder dog ikke for en nærmere undersøgelse. Heller ikke påstandene om, at krigerne skulle være fremmede eller udlændinge er særligt sikre. Måske var nogle af dem bare fra Bornholm eller Skåne? (Billedet er lånt fra Nationalmuseets hjemmeside.)
En del af problemet er givetvis, at det at dræbe »myter« (allerhelst »nationale« eller »nationalromantiske« myter) er blevet et mål i sig selv for forskningen. Det giver fremstillingen en ganske anstrengt form, da sådanne myter ofte slet ikke findes og derfor først må konstrueres som en anden stråmand. Den eksisterende viden fremstilles ofte mere simpel, end den er, med henblik på at kunne stikke den ned og triumfere over mytens død. Og den største »skalp« synes altså at være nedgørelsen af en påstået national eller romantisk opfattelse; det er i hvert fald den fortælling sådanne sensationer gerne er bygget op over.

onsdag den 7. september 2016

»lifligst Drik fra dunkle Væld«

I sommer besøgte jeg »Sankt Olofs källa« i Nærke i Sverige. En af mange helligkilder i Norden, og stedet var pænt holdt; der stod endda et middelalderligt udseende skilt ved siden af med denne tekst:
Du vandringsman på vägen går
Kom hit och drick du svalka får
Ty vattnet äger samma kraft
Som i St. Olofs tid det haft.
Men ak, da jeg løftede dækslet af træ for at drikke og svales, så jeg, at kilden nu er tørlagt. Om det skyldes dræn, ved jeg ikke, men sådan er det desværre alt for ofte gået med kilderne. Det er trist, hver gang et af vore sprudlende, ja, næsten levende, kulturminder således tørlægges – ødelægges. Særligt trist, fordi det måske siger noget om vort fælles forhold til de historiske levn og til alt det, der er sprunget af vor egen fortids kilde.

»Sankt Olofs källa« i Hardemo i Nærke, Sverige. En af Nordens mange helligkilder - og en af de mange, der er viet til hellig Oluf - altså Olav den Hellige. Kildens omgivelser er, som det ses, fint bevaret - men kilden er tørlagt. Ofte sker det pga. dræn, hvilket er synd, for helligkilderne er vore ældste bevarede kulturminder. (Foto: Adam Wagner.)