tirsdag den 12. januar 2016

Ridderromantik eller Lars Tyndskid?

Det er fremragende, at Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med hjemmesiden 'middelaldertekster.dk' har gjort en række danske middelaldertekster tilgængelige på internettet og oven i købet har gjort det muligt at foretage ordbogsopslag lige fra selve teksten, sådan som Politiken kunne berette i et interview med dr.phil. Marita Akhøj Nielsen (6/1). Og det er også fint, at folk med adgang til teksterne således kan danne sig et mere retvisende billede af middelalderens virkelighed; men det overrasker mig, at Akhøj Nielsen tror, at folks opfattelse af middelalderen først og fremmest er præget af romantiske forestillinger om ædle riddere og skønne jomfruer. Jeg vil påstå, at opfattelsen af middelalderen som mørk, beskidt, ussel, tilbagestående og åndeligt fattig stadigvæk er mere almindelig. Og jeg mener, at Akhøj Nielsen i sin iver efter at imødegå den angiveligt udbredte romantiske forestilling kommer til at overdrive det uromantiske i en sådan grad, at hun kommer til at understøtte opfattelsen af middelalderen som en »mørk« periode.

Som Akhøj Nielsen er citeret, må man forstå det således, at vores romantiserede opfattelse af middelalderen dybest set stammer fra 1800-tallet med bl.a. B. S. Ingemanns historiske romaner. Akhøj Nielsen uddyber: »Det skabte en helt anakronistisk forestilling om, hvad det vil sige at være dansk. Men den middelalderbonde, der har smattet rundt i mudderet for at få sine udslidte øg til at bringe en lille smule byg på marken, så han kunne få noget øl at drikke i stedet for at få dårlig mave af det beskidte vand, har jo ikke tænkt på, at han var dansk«.

søndag den 3. januar 2016

En juledans og dens rødder

I en tidligere optegnelse nævnte jeg den gamle sang »Nu har vi jul igen«, der skulle være kendt allerede i 1700-tallets julestuer. Det er en oplysning, der går igen flere steder – men det er egentlig lidt uklart, hvorfra den stammer. Den nævnes på side 96 i Iørn Piøs store Bogen om julen; men der angives ingen kilde.

I en fin lille artikel i Hjemstavnsliv nr. 12 fra 2001, gør Kjeld Nørgaard rede for sangens og melodiens historie. Den kan man jo læse, så her skal ikke andet end opsamles: Ser vi bort fra den kilde, Iørn Piø må have kendt, som omtaler sangen allerede i 1700-tallet, så er sangen første gang omtalt i Danmark i 1877 i Børnenes Blad nr. 6. Der er melodien er ikke nævnt udtrykkeligt, så den forudsættes kendt, og det gør sangen egentlig også, for det siges, at »den hører med ved ethvert vel ordnet Juletræ«. Melodien er i Danmark først nedtegnet og udgivet i 1931 i bogen Danmarks Sanglege, hvilket naturligvis ikke betyder, at den først skulle være opstået så sent. Her er det nævnt, at verset om »Det er ikke sandt« osv. er kendt fra Bornholm – og altså dengang endnu ikke vidt udbredt.

Både sang og melodi er dog kendt fra Sverige i ældre kilder, og i flere danske kilder fremgår det, at sangen er kommet derfra, hvilket altså virker ganske sandsynligt. I Sverige kendes teksten fra 1856, og melodien fra 1846; begge er dog ældre end det.