mandag den 9. november 2015

Artige ting. En anmeldelse

Min bog, Danskhed i middelalderen, er blevet anmeldt af Torben Bramming i Tidehverv nr. 8-9 (2015). Bramming er selv forfatter til flere bøger, senest Brorson, om den kendte salmedigter, skrevet sammen med Bente Bramming, men også bogen Hvad er et folk? fra 2002. Jeg har fået Tidehvervs tilladelse til at bringe uddrag af Brammings anmeldelse, hvilket jeg takker for. Så: Værsgo!


»Der har gennem de sidste årtier hersket den fordom på vestlige, humanistiske fakulteter, at nationalfølelse og fædreland er moderne konstruktioner fra 1700-tallets slutning, da den magtbesiddende elite skulle bruge en ideologi, der kunne samle det gryende industrisamfund. Postmarxistiske historikere som Hobsbawm og herhjemme den notoriske EU-propagandist Uffe Østergård har taget historien ind i det ideologiske mørkekammer og bortretoucheret kilderne, for især i Uffe Østergårds udgave at fremstille et smukt sort-hvidt billede af fortiden, som kan glæde EU’s antinationale imperietænkere.
(…)

Wagner går igennem Saxo og Svend Aggesens Danmarks krøniker, Roskildekrøniken og Ælnoth. Hermed er han i dybden med det 12. århundredes kildeskrifter, og det er artige ting, han fremdrager (…).

Wagner citerer Uffe Østergaard, som i 2003 trækker sine udtalelser fra 1990'erne tilbage: Det er nemlig ikke danskheden som kultur, sprog eller folk der i de konstruktivistiske analyser hævdes at være af relativ ung alder. Nej, det er nationalstaten, altså koblingen af politisk nation, stat, territorium, sprog, folk – og i det danske tilfælde – endda kirke, som først opstod i løbet af 1800-tallet.“ Det er denne kobling, som Wagner overbevisende i sin bog viser netop var til stede i Saxos værk og dermed i middelalderen. Ikke alene taler Saxo om konge og rige/folk som adskilte størrelser, men også om det danske sprog, om den danske kirke for det danske område med egen skytshelgen (Knud Lavard) og Danmark som politisk nation, der handler over for Tyskland. Der er en udpræget forståelse af Danmark fra høj til lav som et vi“, hvilket Wagner viser i en grundig analyse af Saxos brug af pronominet Nostri/noster“.

Vi’et og vores bruges både reflekteret og ureflekteret gennem hele Danernes bedrifter“ og taler om vores fortid gennem flere slægtled, vores sprog, vores folk, vores kendetegn som danske, vores skikke osv., osv. Og det danner dermed den enhed af nation, stat, kirke, sprog og kultur, som de konstruktivistiske kildefornægtere blandt historikere mener ikke findes. Indvendingen om at det kun var en elite, der havde denne holdning og ikke folket, behandler Wagner også overbevisende. (…)

Der er i bogen også en ganske spændende analyse af forholdet mellem landsdelene og forestillingen om et Danmark, som Wagner udfolder. Patria har nemlig både betydningen af, at man hører hjemme f.eks. i Jylland, men samtidigt at man er dansker, således betegner Saxo Fyn som et svageligt lem på fædrelandet. Det vil sige de forskellige landsdele opfattes som lemmer på et legeme. Ud over disse danske landskaber havde kongen andre undersåtter, således siger Knud Lavard til Kong Niels: Jeg har udvidet dit rige (regnum) og føjet usædvanlig store områder til det begrænsede land, der før kun omfattede Danmark (Dania)“.

Studierne af Svend Aggesen, Roskildekrøniken og Ælnoth bekræfter dette billede. Ælnoth, der er engelsk munk i Odense og Knud den Helliges biograf, udvider endog perspektivet til at omfatte England, hvor han beskriver normannernes invasion, som gik ud over hans fædreland og folk. Disse beskrivelser lægger sig helt i forlængelse af Saxo. Man tænkte simpelthen om mennesket som folk og nation i middelalderen. Det er ikke noget nyt.

(...)«

Så vidt Torben Bramming i Tidehverv.