mandag den 24. august 2015

En gammel identitet


»National identitet« er såkaldt kernestof i historiefaget i gymnasiet, altså noget alle elever skal have kendskab til.
 Tilsyneladende har ministeriet dog afsluttet den historiske diskussion om, hvornår »national identitet« opstod, for i bekendtgørelsen er emnet lagt under perioden »1776-1914«. Det er da også påfaldende, hvor entydige mange af lærebøgerne er: Enten formidler de ukritisk den påstand, at national identitet (og dermed også dansk identitet) er et moderne fænomen opstået efter Den franske Revolution, eller også understøtter de indirekte påstanden ved at lade være med at omtale national identitet, før det bliver »relevant« i kapitlerne om 1800-tallet. Der er kun få eksempler på, at national identitet nævnes i forbindelse med før-moderne tid.
 Men så enkel er historien nu ikke – så langtfra. Her kunne der nok være brug for lidt mere af den færdighed, som eleverne ifølge ministeriets vejledning også skal opøves i, nemlig at kunne »underbygge« forskellige synspunkter, påstande og udsagn samt »falsificere« opstillede hypoteser.

Tegning af Gert Ejton, som ledsagede kronikken 'En gammel identitet' i Fyens Stiftstidende 31/7 '15.
At national identitet skulle være et moderne fænomen, er i høj grad en påstand. Den er dog ikke særlig velunderbygget, men til gengæld er den falsificeret så ofte, at det kan undre, at den endnu er så fremherskende.
 Det er ikke blot anerkendte udenlandske middelalderhistorikere som f.eks. den britiske Susan Reynolds, der har gjort op med denne påstand; også danske forskere har godtgjort, at der fandtes noget sådant som dansk identitet i middelalderen. Alligevel er det, som om lærebøgerne fastholder et andet syn; og det gælder i øvrigt også flere lærebøger til de højere uddannelser; især de politologiske værker behandler ofte emnet »national identitet«, som om nævnte forskning ikke har fundet sted.
 Når jeg i min bog, »Danskhed i middelalderen«, har taget emnet op til endnu en faglig behandling, skyldes det altså delvis en erkendelse af, at der er brug for mere dokumentation; det, der allerede er lagt frem, har jo åbenbart ikke været tilstrækkeligt. Men det skyldes også, at der blandt dem, der har erkendt, at der i en eller anden form fandtes en dansk identitet, er stor usikkerhed om, hvori denne identitet bestod. Her har der været næsten frit slag for forskellige hypoteser.
 Nogle har således medgivet, at der nok fandtes en slags dansk identitet i middelalderen, men har dernæst hævdet, at den var så anderledes end den moderne identitet, der formedes i 1800-tallet, at der praktisk talt er tale om to forskellige fænomener. F.eks. skulle den middelalderlige danskhed ikke have været knyttet til et bestemt sprog eller en bestemt afstamning, men derimod alene have været rettet mod kongen og riget. Altså snarere en slags patriotisk danskhed end en national danskhed.

Min bog er derfor ikke bare et forsøg på at dokumentere en middelalderlig danskhed, men også og måske mest et forsøg på at karakterisere en middelalderlig opfattelse af danskhed.
 Det er først og fremmest Saxos omfattende værk om danernes bedrifter (Gesta Danorum) fra omkring 1208, som er undersøgelsens genstand. Selvom Saxos værk nok er det værk fra dansk middelalder, der er blevet mest indgående analyseret i tidens løb, og selvom hans stærke danske patriotisme eller nationalfølelse er kendt og behandlet, er der endnu ikke gjort noget forsøg på at foretage en samlet og tilbundsgående analyse heraf.
 Da Saxo som bekendt arbejdede på bestilling af den magtfulde ærkebiskop Absalon, har det dog været antaget, at hans stærke nationale betoning alene var en slags propaganda, der skulle tjene Valdemarernes og kirkens greb om magten.
 Hertil kan man sige, at der godt kan være flere lag ikke bare i teksten, men også i Saxos udtryk for danskhed og nationalbevidsthed. At en appel til en dansk identitet kan have haft et politisk formål er f.eks. ikke ensbetydende med, at den danske identitet i sig selv var skabt til dette formål. Men i et forsøg på at komme ud over dette problem, er der i bogen også foretaget en gennemgang af nogle ældre danske krøniker, bl.a. Ælnoths Krønike, der formodentlig stammer fra 1122. De udtryk for nationalbevidsthed – og for at der findes et dansk folk med særlige kendetegn – der kommer til udtryk i f.eks. Ælnoths Krønike, kan jo ikke være udtryk for Valdemarernes »ideologi«, men må til gengæld være udtryk for nationale forestillinger, der fandtes allerede før Saxo skrev sit værk.

Det er i de middelalderlige kilder muligt at påvise ikke bare bevidste, men også nærmest ubevidste udtryk for nationale forestillinger og national identitet, herunder dansk identitet. Og det i en sådan grad, at lærebøgerne i det mindste tydeligt burde gøre opmærksom på den mulighed, at der fandtes national identitet også i før-moderne tid. Og faktisk er der i de selvsamme læreplaner, som antyder, at det nationale hører hjemme mellem 1776 og 1914, åbnet mulighed for en sådan tilgang, idet der i lærervejledningen står: »Det vil være naturligt at arbejde på tværs af alle tidsafsnittene med temaet dansk identitet.«
 Det var da et sted at begynde.

[Bragt som kronik i  Fyens Stiftstidende 31/7 2015]